Amorphous – pressemeddelelse
Galleri Jytte Arntzen åbner efteråret med udstillingen ”Amorphous”
med billedkunstnerne Linda Bjørnskov, Heidi P. og Tanja K. Jensen
Fernisering: fredag den 6.september 2013 kl.16-19
Kunsthistoriker og anmelder ved Politiken, Trine Ross introducerer de tre kunstnere ved ferniseringen.
Udstillingen er herefter åben fra 7.-27.september 2013. Tirsdag-lørdag kl.15-18. Søndag og mandag er galleriet lukket. Fremvisning uden for åbningstiderne kan aftales på mobil: +45 51269008
Galleriet på 2.sal tv starter efteråret med gruppeudstillingen ”Amorphous”, der viser værker af tre markante, yngre kunstnere på den danske samtidskunstscene.
”Amorphous” betyder uden form, og titlen dækker over, at kunstnerne har forskelligt formsprog og budskab.
Der er dog den fællesnævner for de tre kunstnere, at deres værker hver for sig rører ved dybe følelser, som iagttageren vil kunne genkende, og som kan skabe det afsæt for den mentale dialog mellem kunstner og iagttager, som dybest set er kunstens ærinde.
Det er sjældent at se alkoholisme eller rettere fortolkningen af det krakelerede familieliv, som udfolder sig omkring alkoholikeren, konkretiseret i kunst. Men det er præcis den socialkritiske kunstner Linda Bjørnskovs tema på denne udstilling. Linda Bjørnskovs (f.1973) bidrag til udstillingen er udviklet på baggrund af private familiehændelser det seneste år. Og det er kombinationen af egne refleksioner over disse hændelser og læsning af Søren Kierkegaards betragtninger om ”Begrebet Angest”, som udgør stoffet til hendes værker.
For Linda Bjørnskov har Kierkegaards indføring i menneskets psyke og den genstandsløse angst været hendes ”mentale redningsvest”. Et værk hedder ”Angest”, og hendes oplevelse af at leve i alkoholismens skygge, synes mejslet i et objekt i form af en bog sat i glas og ramme og med den nøgterne titel ”Når farfar drikker”.
Linda Bjørnskov er uddannet på Det kongelige danske Kunstakademi.
Se mere om Linda Bjørnskov på www.lindabjornskov.dk
Billedkunstneren Heidi P. (f.1969) maler i akryl og tusch på lærred fabulerende, let naivistiske værker med en symbolfyldt, eventyrlig natur og væsner som tema. Det er værker, som på overfladen er imødekommende og fyldt med humor, men som tager afsæt i dybereliggende temaer om livets foranderlighed, og især en kredsen omkring liv og død, hvor døden symboliserer den forandring, der er forudsætningen for, at noget nyt kan opstå.
Heidi P. er uddannet på Århus Kunstskole.
Se mere om Heidi P. på www.heidip.dk
Tanja K.Jensen (f.1980) er med sine indtagende motiver af dyr og natur umiddelbart meget poetisk, men med den tilføjelse, at motiverne gerne er opbygget som kaos.
Tanja K. Jensen har sin helt egen teknik, og værkerne er en blanding af collage og papirklip, hvor kunstneren klipper forskellige motiver ud og samler dem til et billede.
Tanja K. Jensen er uddannet på Århus Kunstskole og efterfølgende på Det fynske Kunstakademi.