Oversigtsfoto af min maleri installation, som består af disse fem malerier/malericollager med mintgrønne trærammer. Værkets titel er “Tulips come first – perspectives on Timofeeva’s How to love a homeland and Bucha Is a Mirror”. Maleri installationen undersøger den meget anerkendte russiske nulevende filosof, forfatter og Putin kritiker Oxana Timofeevas (f.1978) filosofi med særligt fokus på bogen hun har skrevet How to love a homeland og teksten hun har publiceret Bucha Is a Mirror.
I How to love a homeland udforsker hun vanskelighederne ved at skulle reducere sin følelse af hjemland til sit land alene. Oxana åbner i stedet op for, at vi kan opleve vores hjemstavn som en tilknytning til vores plante og dyrerige – altså naturen vi kommer fra også de sanselige erfaringer omkring kroppen, om det føles varmt eller meget koldt som fx i Sibirien hvor hun er født.
Dette værk er en fortsættelse af en installation jeg arbejdede med sidste år på Corner Vest, hvor jeg fik russiske kunstnere til at sende breve til mig. I brevene skulle de skrive deres individuelle forståelse og tanker om Timofeevas filosofi. I begyndelsen kunne jeg ikke få de russiske kunstnere til at svare på mine breve – selvom brevene skulle udstilles anonymt. Efterhånden som jeg alligevel begyndte at få nogle svar fra russiske billedkunstner, forstod jeg også mere og mere, hvor farlig Putin diktatorisk styre opfatter Oxana. Det at hun så åbnet beskriver tilknytning til naturen og private kropslige sansninger/ og kropslige traumaer – gør hende på en gang både meget sårbar og stærk. Det at hun bruger et andet sprog – en personlig stemme – gør hende svær at modsige, da hun taler ud fra egne erfaringer. Det som blandt andet en af kunstnerne beskrev, og hvis brev indgik i installationen, var hvordan det russiske politi gennemsøgte deres hjem og fandt Oxanas bøger i deres hjem. Politiet opfatter Oxanas bøger som ekstrem litteratur og bøgerne blev beslaglagt, og derefter måtte de kunstnere, der havde Oxanas bøger flygte ud af Rusland.
Jeg kom i løbet af sommeren og efteråret 2023 og vinteren 2024 i kontakt med mange af disse russiske kunstnere med deres breve og personlige hilsener, og senere i efteråret 2023 kom Oxana også til København og besøgte mig. Det har både været tankevækkende og berørt mig meget. Noget begyndte som kunst, og nu ligger det et sted mellem kunst/politik, liv og død. Mange af de russiske kunstnere beskrev til mig, at de frygter for Oxanas liv med rette, forklarer de, når man først har udfordret det diktatoriske styre.
Da Oxana i efteråret 2022 skrev en lang artikel (”Butcha Is a Mirror”) om hvordan Putin ærede de soldater der i begyndelsen af krigen stod for Butja Massakren fra d.27 februar til 31 marts 2022 (forstad til Kiev) hvor 367 døde, mange af dem var kvinder, der var blevet voldtaget inden de blev myrdet og mange børn blandt de døde – så blev det endnu tydeligere, hvor hårdt hun kæmper mod Putins styre. I Butcha Is a Mirror går Oxana lige som i Umberto Ecos Den evige fascisme (om den italienske fascisme) ind og beskriver fascismen i Rusland, hvad det er fascismen vokser ud fra.
Oxana er meget historisk bevidst ikke bare med historiske facts, men hvad begivenheder gør psykologisk for os mennesker og ved et samfund. I fx How to love a homeland beskriver hun, hvor kaotiske tiden var fra 1989-1991 da Sovjetunionen gik i opløsning. Mange russiske mænd drak voldsomt alkohol for at fortynde smerten og nederlaget ved USSRs sammenbrud og mange piger blev voldtaget, også Oxana selv blev voldtaget i 1991.
Da Oxana voksede op levede hun i forskellige dele af USSR fra det kolde nord ved Ob floden i Sibirien til Kazakhstan, hvor tulipanerne blomstrede først. Naturbeskrivelserne og fotos fra opvækststederne skal opleves i bogen How to love a homeland, men jeg håber med min installation at gøre folk nysgerrig på Oxana Timofeevas filosofi, og at min installation kan opleves som fragmenter af naturen, kaos og voldtægter da Sovetunionen gik i opløsning, fokus på fascisme, historie, og en indsigt i, at mange russiske kunstnere og intellektuelle som Oxana betaler en høj pris for retorisk frihed ved at bo som flygtning.