Det barnliges politik
Af Mikkel Bruun Zangenberg
Det første, der fór gennem mig, var en vag følelse af undren og ubehag; for hvad var det for nogle grove og bizarre farve-sammenstød i Linda Bjørnskovs (f. 1973) simple skilderier på EXIT06? Det andet, der lynsnart strømmede gennem mig var imidlertid fascination og morskab og et svagt dirrende gys: Den næsten obskøne kobling af lilla, orange og hysterisk grønt i “To politibetjente i stuen”, de grotesk glimtende brille-øjne i “Bare fordi man er blevet brændt af et strygejern”….pludselig vakte det ikke bare irritation og forundring, men også glæde og begejstring. Tre ting falder i øjnene – og i eftertanken – ved mødet med Bjørnskovs billeder. Det er hendes fremstilling af de måder, på hvilke verden gennemløbes af vold det er hendes effektfulde brug af barnekammerets virkemidler i politisk øjemed; og det er endelig til slut hendes modige iværksættelse af hverdagens beske og forunderlige eventyrlighed. Tre ord om de tre forhold: Verden er altid allerede gennemsyret af vold.
Drømmen om det voldsfrie moderne er en ørkesløs drøm. Det betyder ikke utopiens bortkomst, men det indebærer hos Bjørnskov verdens anamorfe forvrængning: vi har alt det ordinære, det velstands-kedsommelige, banale, trivielle: et barbecue-party i haven, et uddrag af et indslag i tv-avisen, en anmeldelse af et voldeligt overfald, en cykeltur gennem forstæderne, en ambulances dovne færd gennem byen, en mand med en fluesmækker – men hver gang er dette eminent danske udsnit af verdens vante gang gennemtrukket af voldens udslag og grove nedslag: hos den gamle mand med juletræet flyver skeletterne omkring i luften, mens hans åbenstående mund er polstret med tre rækker haj-tænder; den unge mand med fluesmækkeren er samtidig i en dobbelt-eksponering anbragt i en dagligstue med en grotesk stor, savtakket kniv rettet mod et voldsomt blødende legeme (et faktum titlen ironisk kommenterer: “Han kunne ikke slå en flue ihjel”); ved barbecue-festen er grillen belagt med iturevne, lyserøde menneskelemmer, og en mand gnasker fornøjet på en hel underarm, mens en pink gris svæver bortvendt i billedets lyselilla sky; “Pigesky” er fyldt til randen med lemlæstede kvindekroppe, alle har de Bjørnskovs kolossalt forstørrede, savtakkede kniv gennem sig – enhver forloren Barbie-sky er her imploderet, som følge af Bjørnskovs kommentar til den nyligt udgivne FN-rapport der hævder, at der hvert år uden spor går 200 millioner piger og kvinder op i blå røg grundet kønsrelateret vold (æresdrab, tvangsabortering, manglende medicinering af pigebørn mv.).
I “Her blåøjede – din tur!” æder et vellystent, knaldrødt monster et antal menneskekroppe, der drysser ned i dets mund ledsaget af en enorm, lilla kvindes truende og pegende arm og hånd; her er den vanlige aftensmad desavoueret med et glad, kødædende grin; og endelig viser billedet fra tv-avisen Britta Schall Holberg der i sikker afstand fra et andet udsnit af virkeligheden antyder at asyl-søgere klynker og overdriver, når det fremgår, at ofre for PTSD-tortur har indlæringsvanskeligheder, og derfor har svært ved at bestå sprogprøven til statsborgerskab.
Pointen er, at verden strukturelt, upåfaldende, konstant, homogent og anonymt er gennemvædet af vold – og dette faktum er ikke alene upåvirket af den såkaldte kultur og civilisations fremmarch, nej det er tværtimod akkompagneret og moduleret af den selv samme civilisation; den grumme vold i Schall Holbergs affable politiker-retorik, den blide vold i Weber-grillens kannibalistiske orgie, den pludselige udskiftning af fluesmækkeren med gigant-kniven, den gamle mands grumme haj-tænder – alt er det visuelle og teknologisk formidlede vidnesbyrd om en banal volds uanfægtede herredømme i det voldsmyldrende moderne.
I de nu kompromitterede, men også retro-genopståede 1970’ere, hed det insisterende at det private er politisk, og det politiske privat: lige som intet aspekt af privatlivet er unddraget det politiske livs manøvrer og forordninger, er det politiske omvendt gennemsyret af det privates idiosynkrasier og viderværdigheder. Skellet mellem offentlig og privat er dermed ophævet og porøst – på godt og ondt. Men dermed rystes også forestillingen om, at det private er særlig autentisk og virkelighedsnært, mens modsat det politiske er abstrakt og fjernet fra vi jævne menneskers små liv.
Hos Bjørnskov optræder et umiskendeligt og stærkt personligt islæt i form af den egne erfaring med vold; men dette islæt er ikke ublu og privat, der er ikke tale om anmassende dagbogs-skilderier, vi påduttes og som stikkes op under vores næser; men langt snarere om en række indlæg i krydsfeltet mellem billede og ideologi, der insisterer på, at enhver akt i dette mellemfelt er værd at udføre, og får sin særlige værdi ved at intervenere på baggrund af en personligt formidlet erfaring.
Vel at mærke ikke som en blind og naiv aktivisme, ikke som aggressivt brølende, forklædte propaganda-råb, men derimod som prægnante, drømmeklare og særegent barnlige slag og indbrud i normalitetens terrain vague. Bjørnskov indstifter en ofte virtuos flirt med det teatralske, det overdrevne, det bedragerisk barnlige, det fjollede og samtidig dybt alvorlige. Det, Bjørnskovs billeder udsiger, får derved karakter af en helt egenartet genopfindelse eller gendannelse af 70’ernes programmatiske slogan iklædt 0’ernes balstyrige og engagerede gevandter. Selvbiografisk fortælling og politisk indignation flyder hos Bjørnskov sammen på disse syrede lærreder med skingre neon-farver og pittoriske striber og blomster-mønstre.
Bjørnskov arbejder også og ikke mindst med alliancen mellem det idylliske og det onde.
Det er ikke et simpelt spørgsmål om det unheimliche’s optræden i det hjemlige, om det fortrængtes forsinkede opkomst midt i og som en iboende del af den såkaldte hjemlighed og normalitet – men derimod om selve idyllen som ond; som det hjemliges hjemlige ondskab, ondt netop qua hjemligt. Det gælder f.eks. for den gamle mand med skeletterne i skabet, der bogstaveligt rasler ud og flagrer omkring. Hvis det onde er banalt og allestedsnærværende, kan vi ikke skærme os mod det, vi kan ikke stigmatisere det og sige “vig bort, Satan”; vi er i stedet henvist til at udvikle evnen til at leve med og imod det onde, med at vi selv momentant er onde, og at verden (også) er ond. Denne indsigt er muligvis lidet opsigtsvækkende, men Bjørnskovs billeder afmonterer effektivt de filtre og attituder, der vanligvis tillader os blasért at ignorere eller hånlé af ondskabens små og store ansigter – lige fra Britta Schall Holbergs perfide måne-ansigt til det røde monsters tegneserie-fjæs.
Men det er meget langt fra hele historien. For der er også øer eller zoner af det rent glade og nærved lykkelige i Bjørnskovs galakser, som i “Lykkelig forstadsmor” eller “Familie flyver” – hér er der ingen mareridt, ingen dystopier, ingen uhyggelige forvrængninger, men alene en let, farverig, og munter gengivelse af lykkens endeløse banalitet. Modet til at indsætte dette er monumentalt: det svarer nøje til modet til at bosætte sig i Gladsaxe, modet til at investere i et samtalekøkken fra KVIK, modet til at gøre alle de forbudte og tabu-belagte ting midt i den konforme idé om boheme-livets og den intellektuelles Potemkim-kulisse. Den virkeligt neo-avantgardistiske gestus består i genopfindelsen af den småborgerlige glæde, af det almindeliges altid ekstraordinære terræn, af vanens og tryghedens og intimitetens vilde ressourcer – hinsides den selvudnævnte bohêmes pylrede angst for at falde til patten.
Selv om det i Bjørnskovs billeder myldrer med drømmeriske tableauer, er det iøjnefaldende – som også hos en Tal R, og inden for litteraturen en Helle Helle – at Bjørnskov synes at afvise symbolske og allegoriske koder. I stedet får vi præsentationen (ikke re-præsentationen) af det bogstaveligt bizarre eller rørende. Her er drømmen ikke længere det irreelle og det fantasmatiske, tværtimod er den slået om og har forvandlet sig til en realitet af anden orden: drømmen som konkret virkelighed. Denne forvaltning af det drømmeriske flugter godt med den subtile udnyttelse af børnetegningernes naivistiske univers; hér møder vi ikke tolderen Rousseaus eller kommunisten Scherfigs nt indbagte idyl, kun alt for vel egnet til borgerskabets børneværelser; ej heller den romantiske forestilling om barndommen som ubesmittet uskyld og ren leg, og da slet ikke en Astrid Lindgrens eskapistiske trampolin (når ulykken banker på døren i “Brødrene Løvehjerte”, kan man altid hoppe videre til en anden verden, hvor alt er godt). Bjørnskov udnytter snedigt børnetegningens afvæbnende og næsten grove, to-dimensionale enkelhed, til at snige det politiskes, voldens og ondskabens trivielle uafvendelighed ind bag vore forhærdede panserbefæstninger, den vaccine som afkodningen af medie-apparatets bombardementer for længst har udstyret os med.
Det er modigt, det er egenartet, det er voldeligt, det er skræmmende, det er vittigt, det er kløgtigt, det er naivt og banalt uden ende, det er neon-lysende, det er en nøjagtig kortlægning af verdens grænseløse uretfærdighed, gemene voldelighed og overdådige kærlighed midt i den forkætrede og vilde hverdag. Ved sin genopfindelse af børnetegningen, af den politiske indignation og af drømmens bogstavelige groteskeri, træder Bjørnskov os i møde som en arkitekt af det barnliges politik.